Af advokat Thomas Philip (Venstrebladet 27. december 2008)

Selv om man flytter fra manden eller konen, skal man blive ved med at betale halvdelen af omkostningerne til et fælles hus. Man kan ikke bare lade den anden blive siddende tilbage med alle omkostningerne. Han eller hun skal have en rimelig frist til at komme af med huset og finde sig noget billigere at bo i. Og det kan tage lang tid i det nuværende boligmarked.

Derfor er det fornuftigt at aftale, hvem, der skal betale hvad på huset, indtil det er solgt, så snart beslutningen om at skilles er truffet. Det lyder nemmere end det er, det ved jeg. På det tidspunkt er parterne ofte allerede langt inde i konflikten. Men det kan blive dyrt at lade være.

Aftal husleje

Det enkleste er naturligvis at blive boende sammen til huset er solgt, men det er der jo ikke ret meget skilsmisse i, så den løsning er nok også dem umuligste.

Det næstenkleste er at aftale, at den, der bliver boende, betaler en større del af udgifterne på huset, end den, der flytter ud. Den, der bliver boende, skal naturligvis betale for varme, vand, el og andet forbrug. Desuden er det naturligt, at den, der bliver boende, betaler en husleje til den anden for at råde over hele ejendommen.

Del begge huslejer

En anden løsning kan være at lægge omkostningerne til det fælles hus sammen med den husleje for den, der er flyttet, og så dele det ligeligt mellem parterne. Men så må den nye bolig, som den anden part flytter til, ikke være for dyr, hvis det skal være til at overkomme økonomisk. Og der må heller ikke bo andre – f. eks. en ny kæreste – for den samme husleje, hvis det skal være rimeligt.

En tredje løsning kan være at lade børnene blive boende i huset og så lade manden og konen bo hos dem i huset på skift. Det vil dog normalt kræve, at de forhenværende ægtefæller har hver sin anden bolig at være i, når de ikke er hos børnene i huset.

Skifteretten afgør

Udgangspunktet er som nævnt, at parterne skal dele omkostningerne på huset. Kan de ikke blive enige om hvordan, er det skifteretten, der afgør, hvor meget den, der blev boende, skal betale i husleje til den, der flyttede.

Til gengæld skal huset sættes til salg med det samme. Hvis den, der bliver boende, ikke gør det, men trækker tiden ud, holder han eller hun sin forhenværende partner fast i en unødvendig omkostning. Det kan føre til, at den, der bor i huset, må bære omkostningen alene.

Uanset hvordan er det vigtigt at parterne finder ud af, hvordan udgifterne til det fælles hus skal betales. Gør de ikke det, risikerer de, at betalingerne på huset bliver misligholdt. Den yderste konsekvens af det er en tvangsauktion. Og så bliver det rigtigt dyrt. Der skal en meget sløv ejendomsmægler til ikke at få mere for et hus end en tvangsauktion.