Sælger man en andelsbolig over den lovlige pris, kan køberen forlange de penge tilbage, som han har betalt for meget, eller lade hele handelen gå tilbage.
En andelsbolig koster boligens andel af den samlede andelsboligforenings værdi plus et tillæg for forbedringer, som er godkendt af bestyrelsen.
Hvis andelsboligforeningens samlede værdi er fem mio. kr., og den omfatter ti lige store lejligheder, er boligens andel altså 500.000 kr. Den samlede værdi af andelsboligforeningen kan være anskaffelsesprisen, den offentlige vurdering eller en ejendomsmæglers vurdering. Det bestemmer andelsboligforeningens vedtægter.
Ejer ikke andelsbolig
Forklaringen er, at man ikke ejer sin bolig i en andelsboligforening. Det man køber, er et medlemskab af andelsboligforeningen. Som medlem får man brugsret til en af boligerne. Denne brugsret betaler man en løbende husleje for til andelsboligforeningen.
Når man sælger sin andelslejlighed, sælger man altså sin andel i andelsboligforeningen plus den værdi, man har tilføjet sin lejlighed i form af forbedringer. Men kun hvis de er godkendt af bestyrelsen.
Bestyrelsen skal godkende
Har man renoveret køkkenet, kan man ikke bare lægge omkostningen til det oven i prisen. Bestyrelsen skal godkende, at det er en reel forbedring af lejligheden. Han man skiftet alle skabslåger ud, bare fordi man hellere ville have dem i et andet design, vil bestyrelsen nok ikke vurdere det som en reel forbedring af lejligheden.
Der til kommer, at de forbedringer, man laver på lejligheden, skal afskrives efterhånden som de bliver ældre. Det kan være i løbet af ti år.
Gennemsigtig pris
Har man forbedret sin lejlighed, og har bestyrelsen godkendt det beløb, som lejligheden er blevet mere værd, kan man lægge det oven i andelen, når man sætter prisen på sin lejlighed. Men det skal være tydeligt for køberen, hvor meget af prisen, der er andel i andelsboligforeningen, og hvor meget der er forbedringer af lejligheden.
Køber man en andelslejlighed, kan det være fornuftigt at finde ud af, om prisen er godkendt af andelsboligforeningens bestyrelse. Er den for høj, kan man kræve overprisen tilbage, eller man kan ophæve købet.