ForsidePrintSend en e-mail


 

Af tidl. ansat advokat (Venstrebladet 6. maj 2009)

 

Foreløbigt kan Heidi Nielsen tage den med ro og lade være med at betale mere i husleje, end hun gør nu. Brevet, hvor udlejeren varsler huslejestigningen, opfylder nemlig ikke lovens krav.

 

Lejeren skal have seks uger fra hun har modtaget brevet til at protestere imod huslejeforhøjelsen. Det skal stå i brevet, hvor forhøjelsen bliver varslet. Det gør det ikke i det brev, Heidi Nielsen modtog, og så er varslet ugyldigt.

 

Gå til huslejenævn

Når udlejeren opdager fejlen og sender et nyt varsel, bør Heidi Nielsen indbringe forhøjelsen for kommunens huslejenævn. I hvert fald hvis begrundelsen og dokumentationen er den samme som i det første brev.

 

Udlejeren kan nemlig ikke selv bestemme, hvad han vil tage i husleje. Det er der ret nøje regler for. Hvilke regler, der gælder, komme an på hvor mange lejemål, der er i ejendommen.

 

Flere end seks lejligheder

Er der flere end seks lejeboliger i en ejendom, bestemmes huslejen af de driftsomkostninger, der er på ejendommen plus et afkast til ejeren. Hvor stort det må være, er der også regler for.

 

Heidi Nielsen udlejer begrunder huslejeforhøjelsen med at bidraget til kreditforeningen er sat i vejret. Men en forhøjelse af bidragssatsen er ikke nævnt i loven som en mulig årsag til at huslejen kan sættes i vejret. Udlejeren må i stedet bevise hvordan de samlede driftsomkostninger og det lovlige afkast på ejendommen ikke længere kan dækkes af den hidtidige husleje.

 

Hvis Heidi Nielsen går til huslejenævnet, vil det kræve dokumentation af udlejeren. På den baggrund vil nævnet afgøre, hvad huslejen bør være for lejligheden.

 

Færre end seks lejligheder

Er der seks eller færre lejeboliger i ejendommen, gælder andre regler. Så skal huslejen svare til det lejedes værdi. Det vil sige hvad en tilsvarende lejlighed i det samme område koster. Hvis skatter og afgiftet til el, vand, renovation, skorstensfejning og lignende stiger, må huslejen forhøjes med det samme beløb.

 

Disse regler gælder ikke i alle kommuner, men de gælder i de tre nordvestsjællandske.

 

Men heller ikke i disse regler står der noget om bidrag til kreditforeningen. Den er jo også lejeren uvedkommende. Kreditforeningen er ejerens måde at finansiere sin ejendom på. Hvor dyrt eller hvor billigt han gør det, må han jo selv om.

 

Jeg er dog enig med Heidi Nielsen i, at det lyder meget voldsomt, at en forhøjelse af bidraget skulle begrunde en huslejestigning på 3,5 pct. Bidraget er kun en lille del af ydelsen på lånet.